Finanslovsforhandlinger: Bedre finansieringsmuligheder på vej?

Efteråret er begyndt at vise sig, og udover et koldere vejr er det ensbetydende med en årligt tilbagevendende begivenhed i dansk politik: finansloven for næste år skal forhandles på plads.

 

Hårde forhandlinger

Finanslovsforhandlinger plejer at give anledning til lange og hårde politiske kampe, og i år bliver nok ingen undtagelse, for senest til næste år skal der være valg. Men allerede nu tegner der sig et billede af især et par initiativer, der kan vise sig at blive værdifulde for små og mellemstore virksomheder.

I hvert fald indeholder regeringens finanslovsforslag flere initiativer, der – hvis de vedtages – vil lette finansieringen for SMV’er, der har et sundt fundament.

 

Vækstfonden kan dække en stor del af bankens risiko

Vækstfondens vækstkautionsordning står nemlig til en styrkelse på 50 millioner kroner i 2015. Vækstkautionsordningen er tiltænkt små og mellemstore virksomheder, der har brug for finansiering men kan få lån i banken, fordi de mangler den nødvendige sikkerhed. Med ordningen kan Vækstfonden dække 75 procent af bankens risiko.

Det bliver især de mindre virksomheder, der vil få gavn af styrkelsen, hvis den vedtages, for der vil være tale om en styrkelse af de små kautioner, der dækker i forbindelse med lån på op til to millioner kroner.

 

Nye iværksætterlån

Udover at styrke vækstkautionsordningen, er der ligeledes i regeringens finanslovsforslag lagt op til at bevilge 135 millioner kroner over en periode fra 2015 til 2017, der skal bruges til at dække eventuelle tab på Vækstfondens iværksætterlån. Både iværksætterlån og vækstkautioner er led i vækstpakken, der blev vedtaget i 2013.

 

Grøn omstilling

Endelig er der i regeringens finanslovsforslag lagt op til at oprette en ny fond, Danmarks grønne omstillingsfond, der skal yde lån til virksomheder, der ønsker at foretage investeringer, der fremmer en grøn omstilling.

Fonden er et led i pakken ”Et grønnere Danmark”, der blev præsenteret tidligere i 2014. Et lån fra Danmarks grønne omstillingsfond vil maksimalt kunne dække 50 % af en virksomheds omkostninger til et investeringsprojekt.

Det bliver spændende at følge med i de kommende finanslovsforhandlinger, men det ser altså ud til, at flere positive initiativer er på vej, når det gælder investeringer i små og mellemstore virksomheder.

Du kan læse mere om Vækstfondens muligheder her på dens hjemmeside og om Danmarks grønne omstillingsfond i aftalen ”Et grønnere Danmark” her på Finansministeriets hjemmeside.

Efterlad en kommentar





Jeg er Birgitte Feldborg. Jeg giver dig gode råd, tips og ideer til din virksomhed. Jeg kommer med korte forklaringer og hjælp til din bogføring og dit regnskab, ligesom jeg af og til kommenterer på noget af det, jeg læser rundt omkring, og som jeg tror, at du kan få glæde af.

Tøv ikke med at kommentere på mine indlæg eller at stille spørgsmål til mig, det vil jeg blot være meget glad for.

 

Se flere gode
RESOURCER her